Qeqqata-borgmester vil have en forklaring på nye tal

Borgmester Hermann Berthelsen fra Qeqqata Kommunia er nærmest blevet svimmel af de mange store tal, som svirrer rundt, om hvad det vil koste at fremtidssikre kommunens og Grønlands store lufthavnsby, Kangerlussuaq.
Foto © : Qeqqata Kommunia
Skrevet af Karsten Sommer
01. oktober 2015 06:08

I et brev, som borgmesteren modtog fra naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen i slutningen af juli, blev beløbet opgjort til 725 millioner kroner.

Dette tal omfattede blandt andet renovering af landingsbanen og forbedring af boligmassen i Kangerlussuaq.

Godt en uge senere, den 6. august, kom endnu et brev fra Knud Kristiansen, som nu hævede det nødvendige renoveringsbeløb til 975 millioner kroner.

Det var udgifterne til renovering af landingsbanen, som nu næsten var fordoblet.

LÆS OGSÅ En havn vil booste turismen i Kangerlussuaq

 

Nye tal forvirrer borgmester

Helt forvirret blev borgmester Hermann Berthelsen dog da han i et paragraf 37-svar til Jens-Erik Kirkegaard fra Knud Kristiansen vedrørende Projekt Newport i Ilulissat, den 28. august kunne læse at investeringsbehovet for Kangerlussuaq nu, ifølge Naalakkersuisoq for infrastruktur, var nået op på hele 2 milliarder.

- Det er selvsagt bekymrende at der på kun en måned kan ske en seksdobling af renoveringsbeløbet for landingsbane og forplads fra 250 millioner kroner til 1.525 millioner kroner, skriver Hermann Berthelsen i et åbent brev til Knud Kristiansen, og spørger ham om en forklaring på den dramatiske opjustering over sommeren.

- Jeg ser frem til at modtage baggrundsmaterialet bag dette nye estimat, så vi kan fortsætte vores gode dialog med at finde løsninger for Kangerlussuaqs fremtid, lyder det kritisk i brevet til Knud Kristiansen.