Qaqortoq nu med på 3G-bølgen

Nu bliver det også muligt i Qaqortoq at gå på nettet via sin mobiltelefon - selvom man ikke sidder derhjemme ved sin computer. Qaqortoq er dermed den tredje i rækken af bosteder, der har adgang til 3G.
Skrevet af Karsten Sommer
05. maj 2011 07:10

TELE-POST fortsætter nemlig nu oprettelsen af det såkaldte 3G net i Grønland.

Efter en vellykket testperiode af 3G nettet får borgerne i Grønlands fjerdestørste by, Qaqortoq, nu også mulighed for at tjekke mails og surfe på internettet med mobilt bredbånd, mens de er på farten.

I takt med at flere byer bliver dækket af 3G nettet, får kunderne i stigende grad glæde af at have hurtig adgang til internet med på rejsen rundt omkring i Grønland, fortæller Tele Greenland.

Foreløbig tilbydes 3G, og dermed mobilt bredbånd, i Nuuk, Kangerlussuaq og Qaqortoq. Senere i år kommer turen til Sisimiut, Ilulissat og Aasiaat.