Qaqiffik lukker og slukker om kort tid

Selvstyret har opsagt samarbejdsaftalen med Frederiksberg Centret, der ejer de to Qaqiffik behandlingscentre i Ilulissat og Nuuk med virkning ved udgangen af dette år. I stedet vil Selvstyret sende opgaven i offentligt udbud.
05. september 2011 15:25

- Det er ikke fordi vi har til hensigt at nedlægge alkoholbehandlingen i Grønland. Tværtimod  skal opsigelsen ses som et udtryk for et ønske om, at regulere den nuværende aftale, siger Ann Birkekjær Kjeldsen, direktør for Departementet for Sundhed.

Hun understreger, at Selvstyrets opsigelse af samarbejdsaftalen med Frederiksberg Centeret ikke skal ses som et udtryl for, at Selvstyret har været utilfreds med samarbejdet. Men at nye ønsker og behov i forhold til alkoholbehandlingen spiller en stor rolle i opsigelsen af aftalen:

-  Det er så med baggrund i det, at vi har opsagt aftalen og sender den i udbud, siger Ann Birkekjær Kjeldsen.

Direktøren for Frederiksberg Centeret, Gizur I. Helgason oplyser overfor Radioavisen, at Qaqiffik centrene - på baggrund af opsigelsen- ikke vil tage nye patienter fra midten af november, da de vil satse på at færdigbehandle alle patienterne inden udgangen af dette år.

Men vil centret byde på opgaven, når den kommer i udbud?

- Det kommer selvfølgelig an på om vores behandlingsfilosofi passer sammen med den som Selvstyret er ude efter, siger Gizur I. Helgason.

Qaqiffik-centrenes seks behandlere har i sidste uge har fået deres opsigelser til udgangen af dette år.