Qaasuitsup tager IMAK's kritik til efterretning

Der er ikke sket et lovbrud, men IMAK's kritik bliver taget alvorligt, sådan lyder det fra Qaasuitsup Kommunia, efter at lærerforeningen har meldt dem til Kommunernes Tilsynsråd.
11. juni 2015 15:21

Vi tager kritikken til efterretning, sådan siger Hans Eriksen, som er administrerende direktør i Qaasuitsup Kommunia, efter at lærerforeningen IMAK har meldt dem til Kommunernes Tilsynsråd.

"Skoleeleverne i Qaasuitsup Kommunia skal ikke betale for kommunens dårlige økonomi!" Sådan lød kritikken fra lærerforeningen IMAK´s formand Sivso Dorph, som mener, at det er i strid med loven at reducere undervisningstimerne til eleverne.

Læs også IMAK anklager Qaasuitsup Kommunia for lovbrud

Den kritik tager kommunen til sig men mener ikke, at der er tale om et lovbrud, siger Hans Eriksen, som er administrerende direktør i Qaasuitsup Kommunia, og tilføjer:

- Vi tager foreløbig kritikken til efterretning. Vores afdeling for undervisningsområdet arbejder nu på, hvordan vi evt. undgår merudgift, såfremt vi skal have fuldt skema i bygderne.

- Vi har fået et forslag på baggrund af vores henvendelse fra KANUKUKA's undervisningsafdeling, som vi nu arbejder på, siger Hans Eriksen.

 

Qaasuitsup: Skolelederne bestemmer selv antal timer
Lærerforeningen IMAK mener, at Qaasuitsup Kommunias planer om at reducere antallet af undervisningstimer med 15 procent i kommunens bygdeskoler og mindre byskoler er i strid med folkeskoleloven. Ifølge Hans Eriksen er det op til den enkelte skoleleder.

Det har ikke været muligt inden deadline at få en kommentar fra Departement for Uddannelse. KNR ville ellers gerne have spurgt departementets jurister, om Qaasuitsup Kommunias omlægning af undervisningen er i strid med loven, sådan som anklagen fra IMAK lyder.

Kommunernes Tilsynsråd bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse, men har ikke ønsket at kommentere yderligere sagen.