Qaanaaq debuterer ved fodbold GM

Kvalifikationskampene til GM i indendørs fodbold er i fuld gang. QNQ fra Qaanaaq er kvalificeret direkte og bliver dermed debutant i GM sammenhæng.
Skrevet af Noah Mølgaard
06. februar 2013 09:39

GM i indendørsfodbold bliver afviklet i Ilulissat den første weekend i marts med Nagdlúnguak som arrangør. Flere hold er direkte kvalificeret, hvor QNQ fra Qaanaaq er blandt de hold, der går direkte videre.

- Det er første gang Qaanaaq deltager i GM i indendørs fodbold. Vi har derfor valgt at give dem mulighed for at deltage i slutrunden, siger Oluf Olrik, der er formand for GBU's turneringsudvalg.

Slutrunden i Ilulissat får deltagelse af 16 hold, og der er tilmeldt 28 hold. Der bliver derfor afholdt kvalifikationsturneringer, inden 16 hold bliver fundet.

QNQ fra Qaanaaq, UB-83 fra Upernavik, Nagdlúnguak 1 og I-69 1 fra Ilulissat, SAK fra Sisimiut og Eqaluk 54 fra Tasiusaq går direkte videre.

I-69 og Nagdlúnguak har tilmeldt flere hold, der skal gennem en kvalifikationsturnering med Kugsak 45 fra Qasigiannguit. Men holdene fra Ilulissat skal meddele spillernavne til de hold, der er direkte kvalificeret for at undgå, at de spiller for klubbernes andre hold under kvalifikationsrunden.

Men det er set før at kvalificerede hold ikke kan komme frem til slutrunden, når flytrafikken driller.

- Andre hold fra området, hvor afbudet kommer fra, vil blive spurgt, om de kan komme til GM. Næste skridt bliver hold fra Diskobugten, og hvis de heller ikke kan komme, så bliver lokale hold spurgt, siger Oluf Olrik.

B-67 er forsvarende mestre, hvor de sidste år vandt efter forlænget spilletid mod Eqaluk 54 fra Tasiusaq.