Putin ved profileret topmøde: Vi kan nærme os fred i Syrien

Iran, Rusland og Tyrkiet mødtes mandag for blandt andet at tale om situationen i fortsat krigshærgede Syrien.
Fra venstre er det den iranske præsident Hassan Rouhani, Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan og Ruslands præsident Vladimir Putin der mødes forud for mødet om Syrien. Foto © : Pavel Golovkin/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. september 2019 06:37

Ruslands præsident, Vladimir Putin, satser på, at mandagens forhandlinger mellem Rusland, Iran og Tyrkiet kan være begyndelsen på at finde en fredelig løsning på den langvarige krig i Syrien.

Det siger han ved et topmøde hos Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, hvor også Irans præsident, Hassan Rouhani, deltager.

- Jeg har tiltro til, og at vi vil nå frem til aftaler, der vil danne grundlag for en endelig løsning på krisen i Syrien.

- Vi vil genskabe freden og sikkerheden i landet og styrke dets suverænitet, lyder det fra den russiske præsident.

Mandagens møde har deltagelse af tre af de lande, der har været mest involveret i konflikten i Syrien. Det holdes i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

Forpligter sig til at skabe fred i Idlib

Efter mødet har de tre ledere holdt fælles pressekonference. De har også udsendt en fælles erklæring, hvor de forpligter sig til at tage konkrete skridt til at få skabt fred i Idlib-regionen.

Det er det sidste område i Syrien med enklaver med oprørere, der bekæmper det syriske regime under præsident Bashar al-Assad.

Ved pressemødet blev der blandt andet også talt om de droneangreb, der i weekenden ramte to store saudiarabiske olieanlæg.

USA har beskyldt Iran for at være involveret i angrebet. Det afviser Iran, og i stedet har houthi-oprørerne taget skylden for angrebet.