Pukkelhvaler må ikke forstyrres

Pukkelhvaler skal have fred og ro. Dyrene har ikke brug for at unge fartbøller sejler så tæt på som 5 meter fra dem. Det stresser dem, skriver Nuuk Ugeavis.
Skrevet af Jette Andersen
01. august 2013 07:38

Det er Jon Krogh fra Touring Greenland, der på en hvalsafari med turister i sidste uge, så unge mennesker komme fræsende med en 200 hestes motor, stoppe 5 fem meter fra en pukkelhval.

- Det giver en dårlig oplevelse for turisterne. Men det betyder også at hvalerne bliver stressede, og dykker ned i en fart. Når vi er ude stille og roligt, kan vi ligge længe med en hval, der fouragerer op og ned af de samme 300 meter. Men her sidst, da vi havde en motorbåd, som hele tiden sejlede tæt på, ændrede den radikalt retning og kom op væsentligt længere væk - måske 500 til 800 meter, siger Jon Krogh til ugeavisen.

Og det er altså for dyrenes bedste, at der er retningslinjer, siger biolog Tenna Boye fra Grønlands Naturinstitut. Hun har lavet et speciale om pukkelhvalerne i Godthåbsfjorden. Og hvis man sejler tæt på eller aggresivt, så kan det påvirke pukkelhvalernes søgen efter mad.

- Problemet er det, at når pukkelhvalerne tager fra Grønland, så tager de til Caribien for at parre sig og kælve, og dernede spiser de næsten ingenting, hvis de overhovedet spiser. Så de kommer faktisk til Grønland, KUN for at opbygge deres fedtdepoter, for at kunne klare migrationen frem og tilbage. Så det er ret vigtigt for dem, at de får spist, når de er her.

Og det er et verdensomspændende problem, at hvalerne bliver forstyrret, siger Tenna Boye. Derfor findes der også et hav af retningslinjer. Grønlands fik retningslinjer i 2011, da Tenna Boyes speciale om pukkelhvalerne udkom.