Pukkelhval fanget i laksegarn

En pukkelhval, der var fanget laksegarn er blevet aflivet ved Akunnaaq.
Skrevet af Noah Mølgaard
20. oktober 2012 12:36

En pukkelhval på omkring 12-13 meter svømmede ind i laksegarn for tre dage siden. Grønlands naturinstitut, Qaasuitsup Kommunia og Selvstyret blev underrettet. Det blev besluttet i går, at der ikke er anden udvej end at aflive pukkelhvalen.

- Vi venter på at det bliver lavvandet, så vi kan begynde at flænse hvalen, siger fisker og fanger Jaakunnguaq Olsen fra Akunnaaq til KNR.

- Pukkelhvalen var fanget af omkring 10 laksegarn i nærheden af den nedlagte bygde Nivaaq, og garnet er formentlig ødelagt, siger Jaakunnguaq Olsen.

Fungerende fagchef for fangst og fiskeri i Qaasuitsup Kommunia Pâviâraq Jakobsen var til stede og har også fået instrukser fra Pinngortitaleriffik om de prøver han skal tage, som biologerne vil kigge nærmere på.

- Kødet vil bliver fordelt til ældre og offentlige institutioner i Akunnaaq. Ejeren af laksegarnet vil også få kød som erstatning for tabt fiskeredskaber. Der var også omkring 13 joller, der trak pukkelhvalen til Akunnaaq. De får også del af kødet, siger Pâviâraq Jakobsen til KNR.

Han siger også, at der ikke var anden udvej end at aflive pukkelhvalen.

- Den havde viklet sig i garnet. Begge luffer var presset helt ind til kroppen, der gjorde at den kun kunne bevæge sig ved hjælp af halen. Hvalen var også udmattet efter at have siddet fast i to dage, siger Pâviâraq Jakobsen.