Puisi stævnede ud på håbløst togt

Selvstyrets advokat tog billedsproget i brug, da han her til eftermiddag skød Puisi-sagens sidste og afgørende fase i gang.
Skrevet af Mads Fisker
30. november 2010 16:15

Her skal advokaterne på begge sider fremlægge deres endelige argumenter på baggrund af de mange vidners udsagn og de mange sagsøgtes forklaringer.

Og det var Selvstyrets advokat, der lagde fra land med at underkende ethvert forsvar i den del af sagen, hvor Selvstyret vil have bestyrelsesmedlemmerne, direktøren og revisionen til helt eller delvist at erstatte den 12 millioner kroner store garanti, som Hjemmestyret måtte betale banken Spar Nord, da Puisi gik konkurs. Det reelle behov for kapital var langt større, men det blev fortiet, da Puisi søgte pengene, lyder det fra det nuværende Selvstyres advokat.

Og ifølge ham, Jesper Müller, svarer det at optage et utilstrækkeligt lån på et tidspunkt, hvor kassen er tom - og man ikke har nogen produktion - til at stævne fra land i et skib med en destination, som ligger langt længere væk, end man har brændstof til at nå. Og hvor der ikke er noget sted at tanke brændstof undervejs.

Sagt på en anden måde: Det var hovedløst af Puisi end at bede om million-garantien, for der var intet, der tydede på, at de 12 millioner ville række, og heller intet, der gav sikkerhed for, at der kunne tankes flere penge på et senere tidspunkt, hvis selskabet endnu ikke var begyndt at tjene penge.

Hidtil har de sagsøgte forsøgt at afvise kravet med henvisning til især, at Hjemmestyret udmærket kendte til risikoen ved at stille garantien, hvad der viste sig at være få måneder før konkursen.

Men ifølge Selvstyrets advokat bør argumentet ikke holde i retten. For uanset, at Hjemmestyret vidste besked om, at brændstoffet sandsynligvis ikke ville række, gjorde Puisi ikke selvstændigt opmærksom på det; i hvert fald ikke i tilstrækkelig grad. De burde under ingen omstændigheder have søgt garantien, lød det fra Selvstyrets advokat.

Og - fortsatte Jesper Müller sin argumentation - det daværende Hjemmestyre stolede på bestyrelsen i Puisi, og det var derfor, man valgte at overhøre den ellers kraftige advarsel fra embedsværket i sit eget økonomi-direktoratet, der netop fastslog, at risikoen for at tabe 12 millioner kroner på en garanti var overhængende.

Endelig brugte Selvstyrets advokat en kommentar fra sin 12-årige datter, da han havde forklaret hende, hvilken sag farmand var i gang med.

- Det er værre at bede om et lån uden at tænke sig om, end at give et lån uden at tænke sig om, skulle hun efter sigende have udbrudt.

Og det er ifølge Jesper Müller, hvad Puisi gjorde. Og nu skal stilles til ansvar for.

De sagsøgtes advokater for mulighed for at svare igen på Selvstyrets advokats udlægning af sagen, når de i overmorgen fredag, begynder deres procedure.