Puisi-dom bliver udsat

Der bliver først afsagt dom i Puisi-sagen den 3. februar 2011.
Skrevet af Noah Mølgaard
20. december 2010 09:26

Domsafsigelsen i den spektakulære sag om ansvar og erstatninger i forbindelse med den 10 år gamle Puisisag er blevet udsat i halvanden måned. I stedet for som planlagt den 22. december falder der første domme i det store sagskompleks den 3. februar næste år.

Det oplyser retsformanden, landsretsdommer Søren Søndergaard Hansen i dag, der beklager udsættelsen, men gør opmærksom på, at de to uger, der var afsat til at skrive dommen også har måttet bruges til at behandle andre sager.

Tidsfristen for afsigelse af domme ved Grønlands Landsret er ifølge Retsplejeloven tre måneder.

Landsdommeren gør i sin udsættelse opmærksom på, at det under domsafsigelsen den 3. februar kl. 11.30 vil være tilladt for pressen at optage lyd og billeder.