Psykopatisk drabsmand dømt til forvaring
Kujalleq Kredsret har netop idømt en 35-årig mand forvaring på ubestemt tid.
Manden er blevet fundet skyldig i et manddrab, der er begået tilbage i februar sidste år, hvor en 53-årig mand blev slået mindst en gang i hovedet med en sauterpande og slået og sparket flere gange på kroppen.
- Når vi får en sag fra efterforskningen, vurderer vi den, så når vi rejser tiltale, er det fordi, vi tror på sagen, og derfor er jeg godt tilfreds, siger anklager i sagen, Alexander Stürup, kort efter afgørelsen.
Manden har anket sagen til Grønlands Landsret med påstand om frifindelse.
Intet alibi
Drabet fandt sted på et tidspunkt mellem 3. og 4. februar sidste år i Qaqortoq, og manden har været tilbageholdt af politiet siden få dage efter overfaldet.
Retssagen mod den nu dømte har varet siden mandag, og undervejs har retten hørt 16 vidneforklaringer og tiltaltes egen forklaring.
Men hverken vidnerne eller tiltaltes egen korte vidneforklaring giver ham et alibi for timerne mellem 3. og 4. februar 2023, fortæller Alexander Stürup.
Manden har nægtet sig skyldig hele vejen igennem, og drabet er foregået uden øjenvidner, fortæller anklageren og uddyber:
- Hovedudfordringen i drabssager er jo, at offeret ikke er her til at kunne forklare, hvad der er overgået ham, og derfor må bevisbyrden falde tilbage på sagens øvrige beviser.
Derfor har sagens 16 forskellige vidner været indkaldt for at hjælpe med at kortlægge både tiltalte og forurettedes gøren og laden i tiden op til gerningstidspunktet.
Blandt de 16 vidner har der blandt andet været en retsgenetiker og to kriminalteknikere.
Hvorfor forvaring?
Retssagen mod den 35-årige har været omfangsrig med 1.853 siders råmateriale, en obduktionsrapport og en mentalerklæring.
Både obduktionsrapporten og mentalerklæringen er blevet fremlagt i retten, og ifølge den sidstnævnte er den 35-årige så karakterafvigende, at der er tale om egentlig psykopati. Det betyder, at han også i fremtiden vil udvise en meget høj risiko for voldelig adfærd, fortæller Alexander Stürup.
Manden er også tidligere dømt for vold og voldtægtsforsøg, og ved Grønlands Landsret blev han i 2014 idømt seks års anstaltsanbringelse for et manddrab begået i 2012, der minder meget om den forbrydelse, han netop er blevet dømt for.
- Dengang var der også tale om en sag, hvor ofret blev dræbt ved slag mod hovedet med en genstand og spark mod kroppen, fortæller Alexander Stürup.
Nu hvor manden er kendt skyldig i drabet fra sidste år, skal han tilbage til anstalten i Nuuk, hvor han skal være, indtil sagen skal for landsretten.