P+S-Werften er gået i betalingsstandsning

I dag har P+S-Werften, som Royal Arctic Lines har en bestilling på fem skibe hos, ved retten i Stralsund indgivet begæring om betalingsstandsning. Værftets videre fremtid er endnu uklar, ligesom der heller ikke er sikre informationer omkring, hvordan fremtiden ser ud for de fem skibe RAL har bestilt.
Skrevet af Peter Troelsen
29. august 2012 09:42

Længere tids usikkerhed omkring fremtiden for P+S-Werften kulminerede i dag med begæringen om betalingsstandsning. Det nordtyske værft har i længere tid haft en endog meget kritisk økonomi, og både delstaten Mechlenburg – Vorpommern og den tyske regering har sagt nej til yderligere tilskud til værftets drift.

Problemerne for værftet har været at den kortsigtede likviditet har været ikke eksisterende, mens værftets ordrebog har været bugnende med ordrer til en værdi af en milliard euro.

Ledelsen af det tyske værft prøvede i sidste uge at redde stumperne. Planen var at de selskaber, der havde skibe under bygning, skulle betale et større beløb forud, men værftets største kunde Scandlines var ikke med på redningsplanen, der derfor faldt til jorden.

Royal Arctic Lines har forsikret deres byggeri hos P+S-Werften, og kan derfor med sindsro afvente, hvad der vil ske efter betalingsstandsningen.