Profileret Trump-støtte død efter skyderi under debatmøde i USA

Charlie Kirk var en konservativ aktivist, som tidligere i år besøgte Grønland. Han blev 31 år gammel.
Charlie Kirk var en 31-årig konservativ aktivist, gift og far til to. Han var med til at grundlægge Turning Point USA, der er en nonprofitorganisation for unge konservative. Foto © : Middle East Images/Abaca/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
11. september 2025 07:15

Den konservative politiske aktivist Charlie Kirk er død, efter han er blevet skudt under et debatmøde i den amerikanske delstat Utah.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.

- Han var elsket og beundret af alle - især af mig - og nu er han ikke længere blandt os, skriver han.

Trump har beordret, at alle amerikanske flag skal flages på halv stang til ære for Charlie Kirk frem til søndag aften klokken 18.00 lokal tid.

En talsperson fra Utah Valley University siger ifølge Reuters, at Kirk blev skudt i halsen under en begivenhed på universitetet.

Universitetet tilføjer, at der ikke er tilbageholdt nogen mistænkt for skyderiet.

Utahs guvernør, Spencer Cox, skriver på det sociale medie X, at han har været i kontakt med Trump.

- I samarbejde med FBI og politiet i Utah vil vi bringe den person, der er ansvarlig for denne tragedie, for retten, skriver han.

Besøgte Grønland med Trump Jr.

NBC News har talt med et øjenvidnet Justin Hickens, som siger, at han stod tæt på Kirk, da han så ham blive skudt.

- Vi hørte et højt og kraftigt skud. Jeg så en masse blod komme ud af Charlie. Jeg så hans krop ryge lidt bagud og blive slap. Alle kastede sig ned på jorden, siger Hickens.

Charlie Kirk (nummer to fra venstre) besøgte Nuuk sammen med Trump Jr. (i midten) i januar. Foto © : Emil Stach/Arctic Creative/Ritzau Scanpix

Utah Valley University sagde kort efter skyderiet, at en mistænkt gerningsmand var blevet tilbageholdt.

Ifølge øjenvidneberetninger og optagelser online blev en ældre mand ført væk af politiet.

Efterfølgende skriver New York Times, at en person, som i første omgang blev tilbageholdt, viste sig ikke at være skytten.

Charlie Kirk var en 31-årig konservativ aktivist, gift og far til to. Han var med til at grundlægge Turning Point USA, der er en nonprofitorganisation for unge konservative.

Han var også en kendt politisk tilhænger af Donald Trump, og i januar besøgte han Grønland sammen med Donald Trump Jr.

Kirk var desuden blandt de mediepersonligheder, der efter valget i 2020 påstod, at valgfusk var grunden til, at Donald Trump tabte til Joe Biden.

Kirk var vært på "The Charlie Kirk Show", en populær podcast. Han fyldte også på sociale medier, hvor blandt andet hans profil på Instagram har næsten syv millioner følgere.

/ritzau/