Professor undrer sig over fiskerilov

Usædvanligt og ineffektivt. Sådan kalder en ekspert i fiskeriøkonomi Naalakkersuisuts forslag til en ny fiskerireform, ifølge DR.
Skrevet af Jonas Fievé
19. november 2017 15:31

Står det til naalakkersuisoq for fiskeri, Karl-Kristian Kruse, skal fiskekvoterne omfordeles, så en større mængde af kvoterne er fordelt ud på flere fiskere end i dag.

Og tankegangen bag reformen er til at forstå, mener professor i ressourceøkonomi ved Syddansk Universitet i Esbjerg, Niels Vestergaard.

Men han undrer sig  alligevel over forslaget, fordi Naalakkersuisut samtidig erkender, at fiskeriet ikke nødvendigvis bliver mere effektiv af reformen.

Det er forsøgt i andre lande

- Det er meget, meget vidtgående, og det er et meget usædvanligt forslag i den forstand, at de åbent siger, at med det her forslag, får man en mere ineffektiv sektor. Det er normalt ikke den måde, man laver erhvervspolitik på, siger Niels Vestergaard til DR.

Han henviser til, at andre lande har forsøgt at lave samme model, hvor flere selskaber skal deles om fiskekvoterne. Men erfaringerne herfra viser, at ordningen har gjort erhvervet mere omstændigt at arbejde i, uden at indtjeningen er steget.

- Og det er det, man forsøger at genindføre med det her lovforslag. Det er ret usædvanligt, siger Niels Vestergaard til DR.

LÆS OGSÅ Fiskerilov sendt i udvalg efter lang debat