Professor: Parallel mellem engelsk og dansk-grønlandsk 'Eksperiment'

Den danske stats behandling af tvangsudsendte grønlandske børn er meget lig det, der er sket i mange andre lande. Det mener professor i børnehistorik Ning de Coninck-Smith.
02. marts 2010 11:25

Danmark er ikke det eneste land med en sort plet på samvittigheden, når det gælder tvangsudsendelser af børn.

- Det var jo almindelig praksis. Det er ikke fordi, de var onde, men de gjorde det i bedste mening. De sager kan bestemt sammelignes. Princippet har helt klart været det samme, siger professor Ning de Coninck-Smith fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, Aarhus Universitet.

Men i modsætning til i Storbritannien har Danmark ikke undskyldt over for de grønlandske børn, selv om statsministeren har kaldt det et mørkt kapitel i Danmarks historie.

Det kræver pres fra flere sider, hvis en undskyldning skal falde, mener Ning de Corninck-Smith.

- Statsministeren skal se en fordel i at give en undskyldning, ligesom Gordon Brown havde et klart politisk motiv. En anden ting er, at der skal være mange, der skal presse på, for at sådan en undskyldning falder, forklarer hun. Hun mener, at Gordon Browns undskyldning falder på grund af det forestående valg.

Ning de Coninck-Smith er ikke i tvivl om, at der dukker flere sager op.

- Ligesom med tyskerbørnene i Norge, der fik erstatning, tror jeg, at der laves udredning af børnehjemsbørnene i Danmark, siger Ning de Corninck-Smith.

Den seneste udvikling i sagen om de 22 grønlandske børn, som i 1951 blev sendt til Danmark, er at en forskningsgruppe, der består af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Forsorgsmuseet og Center for Velfærdsforskning ved Syddansk Universitet, har sendt et forslag til Naalakkersuisut om at undersøge Eksperimentet til bunds.

Formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist har meldt ud, at han bakker op om undersøgelsen.