Professor: Grønlandisering giver Selvstyret problemer
Hvorfor lader det til at tingene sejler i det grønlandske Selvstyre. Dagbladet Information prøver at komme med nogle forklaringer. En mulig forklaring Information undersøger, er den grønlandisering af embedsværket, der er sket over de seneste år.
I år 2000 var kun 31 procent af forvaltningstoppen i Grønland af grønlandsk nationalitet. Ni år senere var hele 61 procent af embedsmændene i forvaltningseliten grønlændere.
Ansættelsen af flere grønlændere i samfundets ledende poster er i sig selv en fornuftig og nødvendig udvikling, mener Peter Munk Christiansen, professor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, som har lavet forskningen.
Han mener, at grønlandiseringen er sket på baggrund af et klart, og i hans øjne forståeligt, mål om at ville placere flere grønlændere i toppen af embedsværket.
Men det kan også være problematisk, siger Peter Munk Christiansen til Information.
- Når man studerer rekruttering til elitegruppen, er det grundlæggende dogme en vis uafhængighed mellem elitegrupperne, fordi de per definition har stor magt - derfor må man eksempelvis ikke have en forvaltningselite, der er fedtet for tæt sammen med den politiske elite, fordi vi dermed ikke er sikre på, at de kommer til at optræde forvaltningsmæssigt neutralt, siger han.
Arbejdet med at finde dygtige lokale embedsfolk til forvaltningen i en mikrostat som Grønland med 56.000 indbyggere, og generelt lavt uddannelsesniveau er også en udfordring.
- Jeg vil ikke sætte mig op og sige, at man har truffet et forkert valg, men man vil uvægerligt havne i dilemmaer, når udbuddet af kvalificerede folk bliver så småt, siger Peter Munk Christiansen til dagbladet Information.