Professor: Grønland er globalt forbillede

- Grønland er et forbillede ikke blot for andre oprindelige folk i verden, men også for mindre stater der drømmer om selvstændighed. Det siger professor i antropologi Mark Nuttall, som er i Nuuk for at overvære og fejre overgangen til selvstyre i Grønland.
20. juni 2009 14:43

- Det er en spændende tid for Grønland. Jeg tror altid, at Grønland har været set som et globalt forbillede for, ikke blot oprindelige samfund, men også for mindre regioner og statsløse nationer, siger den canadiske professor Mark Nutall, som har studeret og boet i Kangersuatsiat i Nordgrønland. Han mener at selvstyret til synvende og sidst handler om grønlændernes rettigheder som et folk.

- Selvstyret er i bund og grund en anerkendelse af grønlændernes rettigheder som et folk. Det giver folket en erkendelse af deres egne rettigheder og retten til selvbestemmelse både i dansk sammenhæng, men også i international som i FN. Forklarer han og understreger at selvstyret jo ikke betyder, at Grønland skal hjemtage områder her og nu.

- Selvstyret sikrer i første omgang Grønland det politiske og sociale rum til at tænke igennem, hvordan det bedst kan udnyttes på længere sigt. Selvstyreaftalen har selvfølgelig en symbolsk betydning, men den tillader jo også rent praktisk Grønland retten til at udvide sine selvstyrende områder, siger professor i antropologi ved Alberta Univeristy i Canada Mark Nuttall.