Privatiseret RAL kan blive dyrt

Hvis Selvstyret sælger ud af sine aktier i Royal Arctic Line, risikerer det at medfører højere fragtpriser. En privat virksomhed vil nemlig udelukkende kigge på bundlinjen, mens man i dag fokuserer på at holde fragtpriserne i ro. Sådan lyder det fra Royal Arctic Lines direktør som reaktion på udmeldingerne fra Naalakkersuisuts formand.
28. september 2009 10:46

Dyrere priser og færre anløbssteder. Det vil være konsekvenserne, hvis Selvstyret sælger sine aktier i Royal Arctic Line. Sådan lyder det fra Royal Arctic Lines direktør Jens Andersen somr reaktion på formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleists udmelding om, at antallet af selvstyreejede selskaber bør begrænses.

- Hvis nogen investerede i Royal Arctic Line, vil det formodentlig være med henblik på at tjene nogle penge på det. Allerede der, er der modsatrettede interesser i forhold til i dag, hvor ejeren, altså Selvstyret, har en interesse i, at vi holder fragtraterne så langt nede som overhovedet muligt, for det har en gavnlig effekt på økonomien i Grønland, siger Royal Arctic Lines direktør Jens Andersen.

Derudover vil det heller ikke kunne betale sig at sejle de steder, man gør i dag.

- Hvis jeg sad her som kommerciel mand og alene skulle tage kommercielle hensyn, så vil vi jo ikke sejle til 13 byer. Så vil vi måske sejle til to eller tre byer i Grønland.

Naalakkersuisut Kuupik Kleist har fremhævet, at de offentligt ejede selskaber er vidt forskellige, og der bør skelnes imellem om det er forsyningsvirksomheder eller produktionsvirksomheder.