Pris til Tasiusaq Vandrehjem

I eftermiddag uddeler Selvstyret sin anden Miljø- og Naturpris 2011. Vinderen er Tasiusaq Vandrehjem ved Narsaq, der er ejet af Jørgine og Otto Frederiksen.
04. januar 2012 08:35

Prisen, som gives i kategorien ”Energibesparende tiltag og brug af vedvarende energi til forbedring af miljøet”, er ledsaget af 20.000 kroner.

Medlem af Naalakkersuisut for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø, Anthon Frederiksen, begrunder valget af Tasiusaq Vandrehjem som prisvinder således:

- Vandrehjemmet har forskellige tiltag indenfor alternativ energi. Der er bl.a. et muldtoilet, en vandbeholder til 10 mennesker, som opvarmes af sollys samt elektricitet fra sollys. Vandrehjemmet tilføres vand fra en kilde, og der er planer om yderligere opvarmning af brugsvand fra sollys.  

Vandrehjemmet har ambitioner om at blive Grønlands første økovandrehjem. Ved disse tiltag sparer vandrehjemmet på de fossile brændstoffer og dermed er med til at formindske CO2-udslippet i Grønland.

Selvstyrets Miljø- og Naturpris 2011 tildeles i to kategorier.

Den første uddeling fandt sted den 30. december, da KNR's mangeårige medarbejder,  videnskabsjournalisten Niels-Henrik Lynge, Nuuk, modtog prisen i kategorien " at løfte miljøbevidstheden via formidling”.

Overrækkelsen i eftermiddag i Narsaq sker på Narsaq Youth Hostel klokken 15.00.