Pris for gaven til Dronningen: 100.000 kroner

Formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist og formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt har været til audiens hos Dronning Margrethe sammen med guldsmed Nicolai Appel for at overbringe Grønlands gave til jubilaren.
16. januar 2012 07:32

En stor fest med mange gaver kulminerede i weekenden, hvor Dronning Margrethes 40 års jubilæum blev fejret. Tusindvis af tv-seere fulgte med i festlighederne.

En af dem, der deltog i festivitasen på det officielle Grønlands vegne, er formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist. Men også i weekenden var han i royalt selskab, da han, formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt samt guldsmeden Nicolai Appel var i audiens hos Hendes Majestæt for at overbringe hende jubilæumsgaven fra den nordligste del af riget.

Og hvad giver man så til kvinden, der har alt? Grønlands officielle bud på det er en buket blomster lavet af det pureste grønlandske guld og brillanter.

- Det skulle være unikt og komme fra Grønland. Og det skulle selvfølgelig også være en Dronning værdig, siger Kuupik Kleist til KNR om gaven.

Blomsterne i guldbuketten forestiller grønlandske blomster såsom blåklokke, arktisk valmue, kryblyng og kantlyng og er i naturlig størrelse.

Buketten er kun første del af den grønlandske Dronninge-gave. I løbet af marts måned vil Dronningen selv være med til at udforme anden del. Nemlig et diadem bestående af guldblomsterne.

Departementschef Peter Schulz oplyser til Radioavisen at selve guldet i buketten har en værdi af 100.000 kroner. Dertil kommer brillanterne, udarbejdelsen af buketten og til foråret altså diadem.

- Udgifterne til gaven er fordelt mellem fem selskaber og Naalakkersuisut samt Inatsisartut. Det er et initiativ, der er kommet fra selskaberne og det var vi besluttet at gå med til, siger Kuupik Kleist.