Prinsgemal på traktortur

Sidste punkt på Regentparrets dagsorden i går var et besøg på Landbrugsforsøgsstationen i bygden Upernaviarsuk i Sydgrønland. Og de kongelige fik landlighed for alle pengene. Der blev plukket, smagt og kørt i traktor. Eller rettere sagt: På skovlen af en traktor.
22. juli 2011 05:20

Den 77-årige Prinsgemal er dårligt gående, og da landbrugsforsøgsstationen ligger på en bakketop, og der ikke findes en ganske almindelig bil i bygden, blev Hans Kongelige Højheds alternative karet altså skovlen på en John Deere. Med benene svingende lystigt, nåede han toppen, hvor den norskfødte gartner, Anders Iversen, tog imod.

Den næste times tid fortalte han energisk om eksperimenterne med kartofler, salater og meget andet. Og hans kongelige publikum virkede aldeles interesseret i hans arbejde og spurgte ivrigt.

Regentparret fik også smagt på avlen, blandt andet de forskellige salatsorter. Anders Iversen fortalte,at salaten er 6 dage om at nå frem til Nuuk, fordi skibet først skal runde Ilulissat. Det fik majestæten til at foreslå, at de sælger de velberejste grøntsager som 'linie salat'.

Madentusiasten Henrik fik også lidt spiseligt med sig til Dannebrog. På tilbagevejen mod chaluppen, sprang den kongelige traktorpassager af skovlen to gange og gav sig til at plukke løs. Han havde nemlig fået øje på friske urter i vejkanten, som han gerne ville have med hjem. Til gengæld fik Anders Iversen en flaske af Prinsgemalens egen avl - en Chateau de Caix, naturligvis.