Prins Joachim skal studere militærstrategi i Paris
Til sommer pakker Prins Joachim sin militæruniform og familien for at flytte til Paris. Den franske forsvarsminister har inviteret Prinsen til at deltage i Frankrigs højst rangerende militære uddannelse.
Prins Joachim begynder på uddannelsen til september og er den første danske officer, der deltager i uddannelsen.
Deltagerne er 30 udvalgte officerer med oberst- eller kommandørrang, der primært er fra Frankrig og hovedemnerne er militærstrategisk ledelse og internationale forhold.
Prins Joachim kan blandt andet bruge uddannelsen i sit nuværende arbejde i Forsvaret. Her har Prinsen siden 2015 været forsvarschefens særlige sagkyndige i forhold til reserven.
Uddannelsen foregår på École Militaire i Paris seks dage om ugen og tager et år.
Hele familien, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie og parrets to børn, Prins Henrik og Prinsesse Athena, flytter med til Paris.