Prins Harry og Meghan Markle er blevet gift

Lørdag morgen grønlandsk tid blev den britiske prins Harry gift med den amerikanske skuespillerinde Meghan Markle.
Foto © : Mark Jones/Flickr Creative Commons - https://www.flickr.com/photos/rambomuscles/27537241539
19. maj 2018 15:50

Brylluppet mellem den 33-årige prins og den 36-årige skuespiller foregik i Sankt George-kapellet på Windsor-slottet uden for London.

Omkring 600 gæster overværede vielsen inde i kirken, mens over 2.000 almindelige mennesker, som var inviteret af parret fulgte med fra slotsgrunden. Blandt dem var flere af hoffets ansatte.

Dekanen af Windsor, David Conner, stod for vielsen, mens selve ægteskabsløftet blev ledet af ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby.

Efter selve vielsen er parret kørt i karet gennem Windsor og derefter er der to receptioner hos først dronning Elizabeth og bagefter prins Harrys far, prins Charles.

LÆS OGSÅ Britiske royale får skuespiller i familien - Harry skal giftes

Prins Harry og Meghan Markle er med deres ja til hinanden officielt blevet hertug og hertuginde af Sussex.

Også her i landet, har nogen fulgt med i den flotte bryllupsceremoni. Royalist Ruth Holm fra Nuuk har gennem mange år fulgt kongehuset i Danmark tæt - og selvom brylluppet denne gang var britisk, stod hun tidligt op i dag for at se prins Harry og Meghan sige ja til hinanden.

Det royale bryllup blev nydt foran fjernsynet med både kaffe og tændte stearinlys.

- Det er en stor oplevelse -  de to nygifte har begge store hjerter - og det er så bevægende at se dem sammen, siger hun.

- Det er en meget flot gudstjeneste - Også når man tænker på at prinserne har haft tunge oplevelser i barndommen, da de mistede deres mor Lady Diana. Så i dag var det en meget bevægende oplevelse, siger Ruth Holm.

Ifølge ritzau var op mod 100.000 tilskuere stimlet sammen uden om Windsor Castle for at få et glimt af brudeparret.