Præst klar til homo-vielser i Grønland

Isak Davidsen fra Sisimiut er den eneste præst, som har velsignet et homoseksuelt par i Grønland. Nu er han klar til at gå endnu længere og vie homoseksuelle i kirken. Også Grønlands biskop Sofie Petersen er åben for ideen, selvom hun ikke har taget endelig stilling til sagen.
Foto © : Najaraq Egede/KNR
09. marts 2010 13:41

Isak Davidsen fra Sisimiut er den første og eneste præst, som har velsignet et homoseksuelt par i kirken.

- Og jeg er klar til at gøre det igen. Og jeg er også klar til at vie homoseksuelle. Vi lever i 2010 og må følge med tiden, siger han til KNR.

Grønlands første velsignelse af et homoseksuelt par fandt sted nytårsaftensdag i Sisimiut, og det var med Isak Davidsens ord en fin oplevelse.

- Kirken var fyldt med mennesker, og jeg har ikke hørt kritiske røster fra menigheden. Jeg mener, at tiden nu er inde til en diskussion om homo-vielser blandt menighederne i Grønland, siger Isak Davidsen.

Udmeldingen fra præsten i Sisimiut kommer efter, at debatten om homoseksuelle igen i dag er blusset op i Danmark.

Herhjemme har biskop Sofie Petersen tidligere skrevet under på, at homoseksuelle gerne må velsignes i kirken.

Men hun har endnu ikke taget endelig stilling til, om hun også er klar til at vie homoseksuelle i kirken. Umiddelbart er hun ikke afvisende over for ideen.

- Jeg ligger ikke fjernt fra det hold, der har sagt ja til, at man kan lave vielser i kirken. For der er ingen mennesker, der kan sætte sig som dommere over kærligheden mellem mennesker, hvadenten det er af samme køn eller modsat køn, fastslår Sofie Petersen.

Den øverste myndighed i kirken, når det gælder lovgivning, er Folketinget, og der er i øjeblikket ingen lov, der tillader homoseksuelle vielser. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech er i følge Ritzau nu parat til at diskutere sagen.

I Sverige har folkekirken for nylig besluttet at vie homoseksuelle par.