Præsenterer Grønland som et turistland

Grønlandsk gastronomi, turisme, luftfart, sælskindspelse og indlandsis-vodka var noget af det som den kinesiske turistbranche fik indblik i, da der tirsdag var indbudt til Grønlands fremstød på den danske ambassade i Beijing.
Skrevet af Jette Andersen
08. november 2012 06:13

Det var Naalakkersuisoq for Råstoffer og Erhverv, Ove Karl Berthelsen, der præsenterede Grønland som et oplevelses- og turistland.

- Vi er rigtig glade for, at Ove Karl Berthelsen og hans embedsfolk tog initiativ til også at lave et turisme fremstød, nu da en del grønlandske virksomheder og offentlige institutioner alligevel var i Kina i for at præsentere Grønland som mineral- og råstofland, siger seniorkonsulent i Visit Greenland, Malik Milfeldt til KNR.

Visit Greenland tror ikke, at Kina er et marked, de vil arbejde med i særlig udpræget grad, men der kommer flere og flere rigmænd til i Kina og de vil gerne rejse hen, hvor andre af deres landsmænd ikke har været.

- Om vi for alvor for hul igennem til Kina i turistmæssige sammenhænge vil tiden vise, men der er helt bestemt nogle helt fantastiske muligheder herude og et endnu uopdyrket marked med rejselystne, velbeslåede kinesiske turister, slutter Malik Milfeldt.