Post Danmark opretter julemandens postkontor

Traditionene tro er julemåneden ikke den travleste for langt de fleste arbejdspladser. For julemanden er december derimod absolut den travleste!
26. november 2009 14:29

Der skal ordnes kane, pakkes gaver ind og skrives julekort.

Og for at kunne give alle jordens artige børn de helt rigtige julegaver på selveste juleaften, så kræver det klar besked om, hvad de har ønsket sig. Og lige præcis her får julemanden nu endnu mere travlt.

Post Danmark synes nemlig, det er synd, at nogle børn venter forgæves på et svar fra Julemanden. De har derfor oprettet et Julemandens postkontor på Rensdyrvej 1, postboks 2412, 1566 København V.

Det huer dog ikke Grønlands Turistforening, der svarer igen med besked om, at julemanden i Grønland nu lover svar til alle. Børnene skal blot huske at skrive til ham i god tid.

Man skal blot sende sit kort til adressen, Julemanden, 2412 Nuuk, Grønland.

- Hvis julemanden modtager kortet inden ti dage før jul, så vil der blive arbejdet på højtryk i Julemandens postkontor på at svare kort og breve, så de håndskrevne besvarelser kan nå tilbage til Danmark inden jul, lyder det fra Grønlands snehvide hovedstad.

Der er dog det lille men: - Hvis ikke hilsenen fra Julemanden når frem inden den 24.12., så skal børnene ifølge Nuuk Turisme blot have lidt tålmodighed - for den skal nok komme i løbet af juleferien...

Hvordan forældre skal forklare den lille detalje til de kære små - står der desværre ikke noget om.