Portører i Nuuk nedlægger midlertidigt arbejdet på fredag

På grund af et fire timer langt fællesmøde nedlægger portørerne deres arbejde midlertidigt på fredag.
Det er kun, hvis det gælder dit liv, at du kan få portør-hjælp på fredag mellem klokken 10 og 14.
Skrevet af Bibi Nathansen
11. maj 2021 16:12

Portørerne i Nuuk nedlægger arbejdet i fire timer på fredag fra klokken 10 om formiddagen. I det tidsrum bliver alene livsnødvendige opgaver håndteret.

Grunden til det midlertidige arbejdsstop er, at portørerne skal holde et fællesmøde om antallet af deres arbejdsopgaver.

LÆS OGSÅ SIK og Selvstyrets nye overenskomstaftale skuffer portørerne

Opgaverne bliver nemlig kun flere og flere, mens hænderne, som skal arbejde, ikke bliver flere.

Det skriver portør Ujarak Jessen Heinrich i en pressemeddelelse på vegne af portørerne.

Nuuks befolkningstal er også steget i de seneste par år. For eksempel var der 18.326 som boede i Nuuk i 2020. I år bor der 18.800 i Nuuk, så der er 474 flere mennesker i hovedstaden i forhold til sidste år. Det giver altså også flere opgaver til portørerne, som i forvejen har travlt.

Vil ikke kommentere mødet

Ujarak Jessen Heinrich vil ikke kommentere yderligere, hvad målet med fællesmødet er. Han siger, at det er et lukket møde, men at portørerne allerede nu har gjort sig tanker om, hvilket tiltag, der kunne gøres for at lette presset på deres arbejdsplads.

Han er også koordinator for en arbejdsgruppe, som skal oprettes.

En ting, som presser portørerne er, at flere portørstillinger i januar sidste år blev nedlagt.

Portørerne har mange opgaver i løbet af en arbejdsdag. Der er i gennemsnit omkring 50 akutte og 150 ikke-akutte ambulancekørsler om måneden i Nuuk.

Der er mindst 40 patienter, som skal køres til eller fra lufthavnen hver eneste dag.

Patienter skal hentes ved deres bopæle, portørerne skal transportere patienter mellem de forskellige afdelinger på Dronning Ingrids Hospital, de skal håndtere skrald, klargøre kirurgiske patienter og skal stå til rådighed, hvis der er akut brug for hjælp i den psykiatriske afdeling.

Derudover sørger portører for mennesker, som er afgået ved døden.

Portørernes arbejdsvilkår blev et af de store emner under valgkampen til Inatsisartut i april i år på grund af en video, som blev delt mere end tusind gange.

I videoen fortæller en tidligere portør og en nuværende om svære episoder relateret til deres arbejde.