Politisk analyse: Selvstyre maner til økonomisk besindighed

Året, der gik: 2009 blev som bekendt også året, hvor Grønland blev herre i eget hus. Og det appellerer til en højere grad af økonomisk ansvarlighed her i Grønland, mener politisk kommentator Jakob Janussen.
28. december 2009 04:45

De vigtigste ved indførslen af selvstyre er, at det nu er nedfældet, at Grønland kan hjemtage ansvarsområder fra Danmark, såfremt man selv finansierer dem.

- Det maner politikerne til en større realitetssans. Hvis vi ønsker at overtage nogle opgaver fra staten, så er det os selv, der skal bekoste det her sagsområde. Det appellerer til en mere økonomisk ansvarlighed, siger Jakob Janussen, politisk kommentator.

Han mener også, at selvstyreaftalen har gjort forholdet mellem Grønland og Danmark mere ligeværdigt.

- Selvstyrets repræsentanter gør sig klart, at vi står over for nogle opgaver i stedet for at lade sig diktere af den danske regering. Vores interesser er jo ikke altid sammenfaldende med de danske interesser, siger han.

Det så man senest ved forhandlingerne mellem Danmark og Grønland under COP15.

- Landsstyret har markeret kraftigt, at vi ikke blot skal følge Danmark i et og alt, når vi har vidt forskellige forudsætninger. Vi har behov for at øge vores økonomiske udvikling, og dermed kan vi ikke undgå at skulle udlede mere CO2, siger han.

Jakob Janussen forventer, at Selvstyret fortsætter kursen med at træffe beslutninger på egne vegne. Og at politikerne vil arbejde for, at Grønland bliver økonomisk selvbærende.