Politimand anholdt

En ansat ved politiet i Maniitsoq er blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør ved et lukket retsmøde i Maniitsoq.
Skrevet af Louise M. Kleemann
15. januar 2011 12:44

Ifølge vicepolitimester Morten Nielsen er manden foreløbig tilbageholdt i 14 dage. Anklagen lyder på besiddelse af euforiserende stoffer. Det skriver sermitsiaq.ag

- Det er en trist sag, men ligesom i alle andre sager er der ingen særbehandling, når det drejer sig om vore egne, siger Morten Nielsen.

Grundlovsforhøret fandt sted den 11. januar. Et hold politifolk fra Politimesterembedet er allerede rejst til Maniitsoq for at efterforske sagen. Den tiltalte bliver senere overflyttet til Nuuk.

Morten Nielsen understreger, at resten af personalet i Maniitsoq politi ikke er under mistanke.