Politiforlig kan betyde ekstra ressourcer

Med politiforliget mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative afsættes der 270 millioner kroner årligt ekstra til politiet de næste fire år. Og det betyder forhåbentligt, at der heller ikke vil ske besparelser på politiet i Grønland, lyder forventningen fra de to grønlandske folketingsmedlemmer.
Skrevet af Martine Lind Krebs
07. december 2011 12:09

Beløbet i den nye økonomiske aftale er endnu ikke fordelt ud på politikredsene, men Justitsministeriet oplyser over for KNR, at bevillingerne til politiet i Grønland foreløbigt vil blive videreført fra 2011 til 2012.

Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen har under forhandlingerne presset på for at få Grønlands Politi fritaget for besparelser.

- I forbindelse med det forlig, der nu er indgået, har justitsminister Morten Bødskov i en personlig henvendelse til mig sagt, at de besparelser, der ville kunne ramme Grønlands politi og retsvæsen kun vil kunne ske i forbindelse med den generelle effektivisering og rationalisering, der er iværksat i hele politikorpset i Riget. Altså ingen nye besparelser, men kun effektiviseringer, siger hun.

Sara Olsvig (IA) håber, at forliget vil føre til flere penge til grønlandsk politi.

- Jeg har selvfølgelig høje forventninger til, at man vil lytte til de ønsker fra grønlandsk side om, at man skal prioritere flere ressourcer til det grønlandske politi, siger hun.

Der har den seneste tid været stor debat om kommunefogedernes arbejdsforhold og lave lønninger. Og derfor har begge folketingsmedlemmer gjort justitsministeren opmærksom på problemerne. Ifølge Doris Jakobsen har ministeren oplyst, at han til sommer vil rejse til Grønland for selv at se nærmere på forholdene på retsområdet.

- Jeg mener at vi har gødet jorden for forbedringer for det grønlandske politi og kommunefogederne og sikret, at justitsministeren tager det så alvorligt, at han selv vil komme til Grønland og se på forholdene.

Justitsministeriet oplyser dog, at der endnu ikke er planlagt en tur til Grønland.