Politiet var klar til at skyde med skarpt

Politiets indsatsstyrke blev fredag eftermiddag tilkaldt, fordi der i en lejlighed på Ole Brandtsvej i Nuuk opstod slagsmål mellem to unge mænd under en fest.
Skrevet af Najaaraq Egede
11. april 2011 09:23

To personer fortalte politiet, at de var flygtet fra lejligheden og oplyste, at lejlighedens beboer var gået amok, og at de nu frygtede, at manden kunne finde på at anvende skydevåben, som han var i besiddelse af. Det fortæller Niels Nyvang fra Nuuk Politi.

Politipatruljen ankom til området og holdt øje med lejligheden. Imens gjorde en indsatsgruppe klar til at assistere.

Efter kort tid kom beboeren dog selv ud og blev anholdt af politipatruljen.

Manden havde ikke anvendt våben, og han anmeldte i stedet de andre festdeltagere for at have udøvet vold mod ham.