Politiet: Vær ikke nervøse for en morder på fri fod

Mordet på Jens Peter Berthelsen er endnu ikke opklaret, og en morder er på fri fod i Nuuk. Det har fået den myrdedes datter, Severine Serubabelsen, til at føle sig utryg ved tanken om, at morderen kan finde på at myrde et andet uskyldigt menneske.
Skrevet af Ludvig Siegstad
14. juni 2012 16:14

Helle Olesen, chefanklager hos politiet i Nuuk mener, at selvom der fortsat er en gerningsmand på fri fod, er Nuuk fortsat et fredeligt sted for den almindelige borger.

- Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om et motiv i den konkrete sag, da den ikke er opklaret. Men uagtet er det politiets helt klare opfattelse, at Nuuks borgere ikke har grund til at være nervøse, siger Helle Olesen.

Jens Peter Berthelsen blev fundet død, den 24, februar 2007, i en lejlighed i Nuuk.

Politiet har efterforsket alle spor i sagen, men har ikke fundet nogle afgørende beviser og har derfor endnu ikke opklaret sagen. Selvom der er tale om en fem år gammel drabssag, som ikke er opklaret, henlægges sagen ikke. Efterforskningen bliver genoptaget hvis der kommer nye spor i sagen.

- Jeg kan dog oplyse, at når drab efterforskes, bruges alle de nødvendige ressourcer i efterforskningen, udtaler Helle Olesen.

Severine Serubabelsen stillede et spørgsmålstegn ved politiets efterforskning om sin fars sag.

- Er det fordi min far var hjemløs og var dranker, og ikke havde fast arbejde, at politiet i Nuuk ikke har prioriteret at efterforske om min fars sag, sagde Severine Serubabelsen til KNR for to uger siden.

Chefanklager Helle Olesen understreger, at hun har fuld forståelse for, at pårørende kan have en følelsesmæssig adgang til sagerne, hvor det kan føles som om, at politiet nedprioriterer en sag, fordi den ikke kan opklares.

 - Jeg kan dog forsikre om, at alle drabssager har aller højeste prioritet i Grønlands Politi uanset, hvem den dræbte er og under hvilke omstændigheder, drabet er begået, udtaler Helle Olesen.

Severine Serubabelsen kunne heller ikke forstå, at politiet nu har foreløbig indstillet efterforskningen.

- Drabssager forælder som sagt aldrig og efterforskningen kan derfor altid genoptages, hvis der kommer nye oplysninger til sagen, eller efterforskningen i andre sager giver anledning til at iværksætte yderligere efterforskning i denne sag, understreger Helle Olesen.