Politiet uddeler bøder for pigdæk

Selvom der lige i dette sekund falder sne i Nuuk, har det længe været forbudt at køre med pigdæk på bilerne. Og nu er politiet begyndt at tjekke dækkene.
Skrevet af Camilla Dam
08. juni 2015 11:44

Foreløbig har færdselskontrollørerne fanget otte billister med de forkerte dæk, og det koster 500 kr. i bøde.

I hovedstaden blev anvendelsesperioden forlænget til den 15. maj, men siden da har de almindelige dæk været påbudt af en helt enkel årsag.

- Pigdæk tærer på vejene, og vedligeholdelse af vores vejnet er en dyr post for den offentlige sektor og hermed i sidste ende også for os selv, lyder det i en pressemeddelelse fra Politiet i Sermersooq.

Politiet fastslår samtidig, at pigdæk giver et dårligt vejgreb, når der ikke er is på vejen. Og et godt vejgreb er særlig vigtigt for unge og uerfarne bilister.

Læs også ”Foråret” udløser pigdæk-dispensation