Fyrværkeri-tyveri Politiet mangler stadig 800 kilo nytårskrudt

Tyve stjal natten til onsdag d. 28 december 1.5 tons fyrværkeri fra en container i Nuuk-bydelen Qinngorput. Politiet mangler stadig at finde mere end halvdelen, oplyser de.
Skrevet af Kenneth Elkjær
03. januar 2017 15:31

Knap en uge er gået, men der er stadig ikke noget spor af de sidste 800 kilo fyrværkeri, som blev stjålet fra en container tilhørende forsamlingshuset i Nuuk.

Torsdag d. 29 december fandt politiet de første 700 kilo i et skur i bydelen Nuussuaq tæt op af flere boligblokke, og inden nytår var to personer anholdt for deres rolle i sagen. De to er stadig anholdt, men ellers er der ikke sket meget nyt, lyder det fra vagtchef Brian Thomsen.

Han tror, de sidste 800 kilo skal findes i hovedstaden.

- Det er svært at sende ud af byen, da det er farligt gods, og der skal ufyldes en masse blanketter og lignende, hvis de vil sende det som fragt, siger han.

Kunne man forestille sig, at de har sejlet det ud af byen med en privat båd?

- Det vil jeg selvfølgelig ikke udelukke, men jeg tror det ikke, siger han.

Brian Thomsen oplyser, at sagen er overflyttet til efterforskningsafdelingen hos politiet.