Politiet i Aasiaat efterlyser vidner til hjemmerøveri

Politiet i Aasiaat efterlyser en mand, som de mener kan sættes i forbindelse med et hjemmerøveri natten til lørdag mellem klokken 3 og 4 på adressen Suulunnguup Aqquserna.
Skrevet af Jonas Fievé
22. marts 2016 06:23

Gerningsmanden beskrives som en grønlandsk udseende mand med Aasiaat accent, ca. 175-180 cm. høj, normal af bygning, iført brun vinterjakke af mærket ”Napapijri”.

Han var iført en grøn ansigtsmaske og medbragte en stor kødkniv med rødt skaft, og har skaffet sig adgang til lejligheden via en ulåst dør, mens beboerne lå og sov.

Politiet i Aasiaat efterlyser vidner, der har observeret noget mistænkeligt i løbet af natten til lørdag, eller har viden om,  hvem gerningsmand til hjemmerøveriet kan være.

Henvendelse til politiet i Aasiaat kan ske på telefon 70 14 24 eller 53 51 22 efter kl. 16.