Politiet har købt sig god tid

Efter gårsdagens grundlovsforhør i sagen om det opsigtsvækkende indbrud i Selvstyret, vil de to unge mænd nu blive tilbageholdt i fire uger. Og det er ingenlunde ude af proportioner, lyder det fra politimesteren.
Skrevet af Mads Fisker
26. oktober 2011 12:13

Politiets ønske fik opbakning fra Nuuk Kredsret, og de to sigtedes forsvarer har ikke valgt at kære dommerens beslutning.

- Vi har krævet fire ugers tilbageholdelse, fordi vi er overbevist om, at vi har en hel del mere at efterforske. Ikke mindst skal vores mange tekniske undersøgelser fra gerningsstedet analyseres, og det tager tid, siger politimester Bjørn Bay.

Han afviser, at de fire ugers tilbageholdelse er begrundet i indbruddets særlige omstændigheder.

- Men der er ingen tvivl om, at det er en skærpende omstændighed at bryde ind i et lands regeringsbygning, erklærer Bjørn Bay.

- Og dommeren har været enig med os i, at det ikke er ude af proportioner at tilbageholde de to sigtede i fire uger, siger politimesteren, der mener, at den ventede foranstaltning vil vise sig at stå mål med tilbageholdelsen.

Politiet har gjort klart, man fortsat holder muligheden åben for, at flere gerningsmænd har været involveret i indbruddet. Her blev værdifulde genstande efterladt, mens adskillige kontorer og dokumenter blev rodet igennem, hvilket har vakt undren omkring motivet, blandt andet udtrykt af Selvstyrets øverste embedsmand, Peter Schultz samt den sikkerhedsansvarlige, Daniel Gottrup.

Hvad der er stjålet, og hvad tyvene omvendt er gået udenom, har politiet endnu ikke ønsket at kommentere. Tilkaldte teknikere fra Rigspolitiet i Danmark forventes at afslutte deres undersøgelser i løbet af i dag, hvorefter ansatte i Selvstyret kan vende tilbage til deres kontorer.