Naturbrand: Politiet fraråder al færdsel i to områder

Der er fortsat store naturbrande i to områder i vestkysten. Grønlands Politi fraråder fortsat al færdsel.
Rigspolitiet
Foto © : Rigspolitiet
Skrevet af Mads Pedersen
14. august 2017 11:03

Det drejer sig om området ved Nassuttooq. Her er brandmyndighederne i gang med deres arbejde for at forhindre naturbranden i at sprede sig. 

- Branden afgiver røg, der spreder sig flere hundrede kilometer i alle retninger, skriver Grønlands Politi i en beredskabsmeddelelse. 

Det andet område er Amitsorsuaq. Her er et stort landområde også i brand, lyder det fra politiet. 

- Røgen fra brandene kan være årsag til, at personer mister orienteringen, advarer politiet.

Ifølge politiet er der ingen udsigt til, at brandene vil ophøre inden for de nærmeste dage. 

Politiet fraråder derfor al færdsel – herunder jagt og vandring- på nævnte områder – som er Nassuttooq og Amitsorsuaq. 

Qaasuitsup Kommunia har med virkning fra dags dato, mandag, indført forbud mod tobaksrygning og åben ild udenfor by- og bygdemæssig bebyggelse i hele kommunen.

LÆS OGSÅ Qaasuitsup Kommunia indfører forbud mod åben ild og rygning