Politiet efterforsker ulovligt alkoholsalg under alkoholforbuddet

Det kan blive til store bøder for flere personer, hvis politiets efterforskning fører til sigtelse af 17 sager om ulovligt salg af alkohol.
- Der vil fortsat være fokus på at efterforske og forfølge sager om ulovligt salg af alkohol fremadrettet, da det kræver tilladelse at sælge og udskænke alkohol, skriver politiet.
Skrevet af Malik Brøns
11. februar 2022 15:05

Der er åbnet for alkoholsalget igen i hele landet efter fire kommuner imellem januar og februar valgte at indføre forbud mod alkoholsalg.

Politiet meddeler nu, at man under lukketiden har fanget flere personer, som ulovligt har solgt alkohol privat.

LÆS OGSÅ Da ølhanerne åbnede, glødede politiets telefoner: Vi forventer, det fortsætter i weekenden

Lige nu efterforsker politiet konkret 17 sager, der er i strid med loven om salg af alkohol. Det kan betyde bøder, der typisk ligger fra 1.000 kroner og opefter, afhængigt af mængden, skriver politiet.

- Hvis efterforskningen fører til sigtelse af de pågældende personer, kan de se frem til en bøde i 1.000 kroner - klassen, samt konfiskation af fortjenesten ved salget og konfiskation af den alkohol, der var tiltænkt salg.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet vil have Facebook grupper lukket

Alkoholforbuddet blev for to uger siden midlertidigt indført i Kommuneqarfik Sermersooq, Kommune Kujalleq og Kommune Qeqertalik.

Det blev indført for at bremse smittespredningen med coronavirus og for at lette presset på politi og sundhedsvæsen.

Forbuddet trådte i kraft 26. januar. Det var lige før en fredag, hvor der både blev udbetalt løn, ferietillæg og pension. Altså en weekend, hvor politiet normalt har meget travlt.

I Qeqqata Kommunia var alkoholsalget lukket fra 11. januar til og med 1. februar. Avannaata Kommunia var den eneste kommune, der ikke indførte alkoholforbuddet.

Politikommissær Jan Geisler siger i pressemeddelelsen, at politiet tager sagerne om alkoholsalget alvorligt.

- Forbuddet mod salg og udskænkning af alkohol skulle give både politi og sundhedsvæsen arbejdsro imens smittespredningen med covid-19 toppede her i landet. At nogle borgere har set stort på alkoholforbuddet og alligevel solgt alkohol ser Grønlands Politi med stor alvor på.

Udover de 17 sager, som politiet efterforsker, så har de også bedt om at lukke flere Facebook grupper, hvor der er mistanke om privat alkoholsalg.

- Der vil fortsat være fokus på at efterforske og forfølge sager om ulovligt salg af alkohol fremadrettet, da det kræver tilladelse at sælge og udskænke alkohol, skriver politiet.