Politiet advarer om farlige tabletter i Ilulissat

Politiet i Ilulissat advarer om, at der kan være farlige tabletter i omløb i byen. Tabletterne kan være stjålet ved et indbrud på sygehuset. Politiet efterlyser vidner til indbruddet og to andre indbrud.
Foto © : KNR
Skrevet af Merete Lindstrøm
19. oktober 2018 13:25

Politiet frygter, at der kan være farlige tabletter i omløb, som skulle være blevet stjålet i forbindelse med et indbrud på Ilulissat sygehus natten til i dag fredag.

Tabletterne kan ved forkert brug være livsfarlige at indtage, oplyser politiet. 

En efterforskning er indledt, og politiet beder borgerne om at være opmærksomme og rette henvendelse til politiet, hvis man ser eller hører noget mistænkeligt, der kan have forbindelse til tyveriet.

Politiet i Ilulissat kan kontaktes på 701422.

Politiet efterlyser også vidner i en anden sag. Det drejer sig om personer, der har set, hørt eller ved noget om et indbrud på Panasonic Center i Ilulissat og et andet på brættet natten til fredag.

Politiet søger vidner, der kan have set noget usædvanligt i området fra ved Panasonic Center, Brættet og til sygehuset i tidsrummet fra fredag kl. 00.00 til kl. 06.30 om natten, eller som i øvrigt måtte have informationer, der kan føre til sagens fulde opklaring.

Politiet ønsker samtidigt at advare borgerne mod at købe varer, som tilbydes til en pris, der ligger meget under den normale udsalgspris i forretningerne eller hvor sælgeren ikke kan vise købskvitteringen.