Politiaspiranter skal gennem nåleøjet

I november måned gør politiet i Grønland et seriøst forsøg på at sikre nye elever på Politiskolen i Nuuk. Hvis du har lyst til at arbejde som politibetjent i Grønland, så er der nu muligheden for at få sig selv prøvet af i et af samfundets allervigtigste erhverv.
Skrevet af Peter Troelsen
02. november 2012 07:31

Hvert år optager politiet i Grønland mellem 10 og 15 nye elever, der starter deres uddannelse på Politiskolen. Sidenhen står den på praktik i enten Ilulissat, Qaqortoq, Sisimiut eller Nuuk inden uddannelsen afsluttes med endnu et skoleophold med afsluttende eksamen.

- Der er mulighed for, at alle fra starten af tyverne til midten af tredieverne kan søge ind på Politiskolen. Vi holder nogle prøver, dels skriftlige og dels af fysisk karakter, og klarer man sig godt her, så bliver ens skæbne afgjort ved en samtale med ansættelsesudvalget. Inden prøverne screener vi ansøgerne i kriminalregisteret, og i politiets systemer mv. og hvis man står der med en grov forbrydelse, så skal man ikke regne med at blive betjent. Hvis man derimod har en gammel bøde for fx butikstyveri, så er det ikke sikkert, at det er diskvalificerende, fortæller Frederik Lundblad, der er leder for Politiskolen i Grønland.

Uddannelsen til politibetjent i Grønland tager ca. 36 måneder, og de første otte tilbringes på skolebænken, derefter står den på 20 måneder som betjent ude i felten inden eksamen venter for enden af de otte måneder på skolen, hvor undervisningssproget er dansk. Herefter er der meget gode muligheder for at få fast arbejde hos Grønlands Politi.

- Hvis vores elever gør det godt og afslutter deres uddannelse med et tilfredsstillende resultat, så har vi også et job til dem bagefter. Vi har længe manglet betjente her i landet, og derfor har vi trukket på vores danske kolleger, der er kommet til Grønland for at assistere. Det vil selvsagt være helt ideelt, hvis vi var selvforsynende med betjente i Grønland, og det er denne hvervekampagne med til at komme tættere på, fastslår Frederik Lundblad overfor knr.gl.

- De elever, der nu skal søge ind på Politiskolen forventes at starte deres uddannelse i august måned 2013. Det er en langsommelig proces, dels med prøver og samtaler, og dels med godkendelse af Rigspolitiet i Danmark. Målet er at de nye politielever får besked om deres optagelse tre måneder før starten, så de i god ro og orden kan få sagt deres job op og få indstillet sig på, at de næste tre år er helliget uddannelsen til politibetjent forklarer Frederik Lundblad, og tilføjer at ansøgningsfristen er 30. november 2012.

Der er fremstillet både plakater og foldere til hvervekampagnen og de vil blive uddelt til skoler og biblioteker. hvis ikke man har fundet noget disse steder, så kan man altid kigge indenfor på den lokale politistation og få udleveret materialet der. Der vil også være tv-spots på KNR, hvor man kan se mere om uddannelsen på Politiskolen.