Politi efterforsker forsøg på voldtægt i Nuuk

Politiet i Nuuk efterlyser vidner i forbindelse med, at de efterforsker et forsøg på voldtægt mod en 10-årig pige.  
I forbindelse med efterforskningen af sagen vil politiet foretage forhøringer i tårnene på Tuapannguit i morgen. Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
13. maj 2021 12:16

Politiet i Nuuk søger vidner i en sag, hvor de efterforsker et forsøg på voldtægt mod en 10-årig pige begået i Tuapannguit, der ligger i centrum af Nuuk.

Hændelsen er formentlig sket i opgangen i tårn 9 torsdag den 29. april eller i dagene umiddelbart forinden eller efter. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Har du bemærket noget mistænkeligt, der kan have relation til sagen, bedes du kontakte politiet på 70 14 48, skriver politiet.

Forhøringer i morgen

Politiet har givet følgende signalement af gerningsmanden: Mand, grønlandsk  (formentlig fra Sydgrønland), mørk i huden, gråt karseklippet hår, lettere kraftig af bygning, ca. 170-175 cm. høj. Han bar briller og var iført en sort jakke og cowboybukser og havde en blå halsedisse med Royal Greenland skrift op for ansigtet.

Politiet gennemfører i morgen fredag den 14. maj cirka fra klokken 17 forhøringer i tårnene på Tuapannguit.