VIDEO Politi advarer mod dødsensfarlig kvælningsleg

Dødsensfarlig kvælningsleg er blevet en trend blandt unge i Sydgrønland, hvor de hjælper hinanden til at miste bevidstheden. Det kan i værste tilfælde koste menneskeliv, derfor opfordrer Politiet i Kujataa til, at man stopper med denne form for farlig leg.
Pisuutaartitaq Foto © : Simon Uldum/KNR
Skrevet af Jørgen Semionsen
26. september 2014 07:25
Versionist Simon Uldum -

Bodil Abiassen fra Qaqortoq har prøvet, at lege den farlige besvimelsesleg med sine venner.

 

- Nogle fik taget kvælertag og andre blev trykket hårdt på brystkassen, så de mistede bevidstheden eller oplevede en ruslignende tilstand, fortæller Bodil Abiassen til KNR.

 

Men de stoppede legen, da de fandt ud af,  hvor farlig den egentlig var. Men hun kender mange, der stadig leger besvimelseslegen:


- Jeg har set mange af mine venner gøre det, og nogle gør det stadig, siger Bodil Abiassen.

 

 

De unges farlige leg, kan i yderste konsekvens betyde døden, og politiet er opmærksomme på de unges farlige leg.

 

- Vi har i den seneste tid hørt, at teenagere er begyndt at lege den farlige leg. De tager kvælertag på hinanden, for at fremkalde bevidsløshed, fortæller regionsleder hos Kujataani Politiit, Bent Ole Kleist til KNR.

 

En farlig leg

- For et par dage siden blev vi kontaktet af sygehuset, der fortalte at en 16-årig dreng havde henvendt sig til sygehuset med blødning fra det ene øre, der var sket efter kvælningsleg.

Derfor mener politiet, at det er på tide at advare mod denne form for farlig leg.

 

- Vi vil gerne advare alle mod denne form for farlig leg, inden det går helt galt og nogle dør af den, og det vil vi jo selvfølgelig gerne undgå, siger Bent Ole Kleist.

 

Politiet håber, at der ikke vil ske noget værre.

 

- Vi har hørt, at teenagere leger denne leg udenfor skolen. Men vi har ikke fået nogle henvendelser om det. Først i går fik vi en konkret henvendelse om problemet fra sygehuset, og vi føler derfor at vi er nødt til at advare mod denne form for farlig leg, slutter Bent Ole Kleist.