Polarnat over Holland

Det Arktiske Center ved Universitetet i Groningen i Holland, har 40 års jubilæum, og det fejres med en arktisk festival, der strækker sig over de næste 2 måneder.
Skrevet af Karsten Sommer
10. november 2010 04:40

Grønland er også en vigtig del af programmet. Blandt de inviterede gæster er forfatteren Ole Korneliussen, der skal fortælle om sit forfatterskab. Det sker ved en litterær aften den 24. november.

Den kendte hollandske forfatter Bernlef er også blandt de inviterede gæster. Han har skrevet en roman på hollandsk, der foregår i Grønland.

Samme aften vises også filmklip med forskellige forfattere fra det arktiske område, blandt andre med Hans Anthon Lynge og Katti Frederiksen, der læser højt fra deres værker.

Den arktiske festival i Groningen, der varer indtil den 15. januar næste år, byder også på en fotoudstilling med billeder af Illoqqortoormiuts indbyggere, fotograferet helt tilbage i 1970´erne af den hollandske biolog Ko de Korte.

Organisationen bag Polarnatten i Groningen venter, at begivenhederne vil tiltrække 80.000 besøgende i de næste par måneder.