Polar Seafood: EU chikanerer Grønland med deres toldregler

EU har nedsat kvoten for toldfrie rejer fra 2.100 tons til 500 tons. Det er en chikane mod Grønland og står i vejen for beskæftigelsen, mener bestyrelsesformand for Polar Seafood.
18. maj 2015 15:17

EU fører chikane overfor Grønland med deres nye nedsættelse af kvoten for toldfrie rejer, så kontant lyder udmeldingen fra Polar Seafoods bestyrelsesformand Henrik Leth.

Han mener, at EU står direkte i vejen for, at virksomheden kan opretholde beskæftigelsen på sine fabrikker.

- Der er jo ikke nogen god grund til det her fra EU's side, at de nedsætter vores kvoter på toldfrie rejer. Så jeg kan kun betragte det som chikane, som de fører overfor Grønland, siger Henrik Leth og fortsætter:

- Det var jo også vigtigt for dem, at de danske fartøjer fik kvoter i Grønland for at kunne lave aftalen overhovedet. Og så samtidig med det, så vil man ikke hjælpe med at opretholde beskæftigelsen i Grønland.

Læs også Biologer: Rejekvoterne skal ned

I 2014 blev rejekvoten sat ned, det har tvunget virksomheden til at købe rejer fra udlandet blandt andet USA og Canada for at holde gang i beskæftigelsen på Polar Seafoods fabrikker.

Men nu har EU nedsat den kvote af toldfrie rejer af anden oprindelse end grønlandsk, som Grønland ellers kunne sende toldfrit til EU. Kvoten er sat ned fra 2100 tons til 500 tons. 

- Det betyder jo, at vi ikke kan importere så mange råvarer til at opretholde beskæftigelsen på vores fabrikker, som vi gerne ville,  fordi vi skal lægge 20 procent oveni færdigvareprisen, inden vi kan sælge det på EU’s marked. Og så er vi ikke konkurrencedygtige nok, siger Henrik Leth.

Læs også Rejesagen: Polar Seafood vil ikke klage

 Han understreger, hvis man ændrede toldreglerne, så ville Polar Seafood kunne importere omkring 5000 til 6000 tons -  det ville kunne beskæftige cirka 100 medarbejdere på fabrikkerne i Nuuk og Aasiaat, anslår bestyrelsesformanden.

Selvstyret gør, hvad det kan for at ændre reglerne, men uden held, understreger Henrik Leth, som mener, at der er tale om chikane fra EU's side.

- Vi betragter det jo ... Jeg ved ikke, om vi skal bruge ordet chikane fra EU's side, men vi oplever det jo med sælskind, vi oplever det med makrellen, som man var efter. Og nu er turen kommet til de toldfrie rejer. Så det partnerskab, man påstår vi har med EU, det har jeg i hvert fald svært ved at se.