Pirat-TV border Grønland

Orango TV tilbyder over 200 TV-kanaler fra kun 259 kroner måneden og har markedsført sig på Grønlandsk her i landet. Men ifølge et programselskab er der tale om pirat-tv.
Skrevet af Mads Pedersen
08. februar 2018 05:57

Orango TV, der udbyder over 200 TV-kanaler fra 259 kroner om måneden i Danmark og andre lande, har en hjemmeside der virker professionel og velorganiseret. Næsten lige så god som andre programselskaber og streamingtjenester.

Indtil tirsdag i denne uge har Orango TV haft en Facebook-side, der er målrettet til borgere i Grønland og oversat til grønlandsk.

Facebook-siden var altså målrettet borgere, der ville have mange kanaler til en lav pris. Men salgschef hos Canal Digital, Henrik Thomsen, der blandt andet har ansvaret for at udbyde kanaler til Grønland, fortæller til KNR, at Orango TV er pirateri.

- Orango TV har ikke rettigheder til at sælge vores kanaler. Det er rent pirateri, siger Henrik Thomsen.

Facebook-side lukket

Han fortæller, at den slags TV-udbydere befinder sig i udlandet og er svære at lukke. 

KNR har ikke kunnet få et interview med Orango TV. Men via selskabets hjemmeside forsikrer en medarbejder, at streamingtjenesten er lovlig.

Orango TV oplyste desuden, at selskabet vil lukke deres grønlandske Facebook-side af "forskellige årsager". Og siden blev efterfølgende lukket tirsdag eftermiddag.

Spørger man organisationen Nordic Content Protection, NCP, der arbejder på vegne af tv-branchen med at forhindre og bekæmpe tyveri af tv-signaler, så bekræfter de dog også over for KNR, at Orango er en pirat TV-tjeneste, der ikke har rettigheder til de kanaler de sælger.