Pipaluk Lynge er tilbage i Inatsisartut: Klimaet kaldte

Et års orlov har gjort, at IA-politikeren nu igen føler sig klar til at vende retur til Inatsisartut. Hun føler sig bedre rustet til slagene og er klar til at kæmpe kampen for klimaet.
Pipaluk Lynge blev i april 2021 valgt ind i Inatsisartut med 64 personlige stemmer. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
04. oktober 2023 13:37

- Jeg har haft en trang til at deltage i de diskussioner, der har været i salen.

Sådan siger Pipaluk Lynge (IA), som netop har ophævet sin orlov og er taget retur til Inatsisartut.

Og det bliver ifølge hende som et talerør for befolkningen:  

- Jeg føler, at borgerne brænder meget for miljøet og klimaet, mere end vi måske aner, og jeg følte, at det manglede i salen, siger hun og fortsætter:   

- Vi skal kæmpe mere for klimaet, have en strategi og give befolkningen en stemme i Inatsisartut.

 Politik er et hårdt erhverv

I 2021 blev IA-politikeren med 64 stemmer valgt ind i Inatsisartut og satte sig i stolen som formand for Frednings- og Miljøudvalget.

Men i august 2022 søgte hun orlov og forlod Inatsisartut til fordel for en post som projektleder i Verdensnaturfonden WWF.

- Jeg skal arbejde for miljøet på fuld tid. Det vil jeg gerne bruge mine kræfter på, sagde hun dengang til KNR.

Og samtidig ville hun ikke bruge flere kræfter på at tage imod de slag, man får som politiker:

- Som politiker skal man have meget hård hud. Man skal også kunne tage en masse slag både verbalt og på de sociale medier. Jeg tager hatten af for alle dem, der sidder i Inatsisartut og naalakkersuisut. Det er hårdt, sagde hun.

Vender stærkere tilbage

Nu føler Pipaluk Lynge, at hun igen er klar til at vende tilbage til Inatsisartut.

- Det år, jeg har haft orlov, har hjulpet mig til at udvikle mig personligt og stadfæstet mig meget stærkere privat, siger Pipaluk Lynge.

Og nu føler hun sig også bedre rustet til at tage imod de slag, der måtte komme.

- Jeg ved, hvad jeg går ind til. Det er hårdt, og diskussionerne kan være hårde og personlige, men jeg føler, at jeg står stærkt nu.

Hvor længe det bliver denne gang, eller om det ændrer sig igen, ved hun ikke.

Hun vil nemlig ikke spå om fremtiden:

- Men vi kan sagtens spå om, hvordan klimaet og miljøet vil se ud, hvis ikke vi kæmper den kamp nu. Det er det eneste, jeg vil spå om nu her og kæmpe den kamp, siger Pipaluk Lynge.