Pilotprojekt skal fjerne skrot

To containere fulde af skrot blev i denne uge udskibet fra Sisimiut med retning mod Danmark. Containerne er de første i et projekt som skal fjerne de bunker af skrot som ligger på dumpene rundt på kysten.
23. oktober 2009 10:26

Foreløbigt er det et pilotprojekt i Sisimiut og Maniitsoq, men tanken er, at det skal bredes ud til hele Grønland.

- De erfaringer man gør sig i Sisimiut og Maniitsoq, vil blive samlet sammen. Det er sådan noget som, hvordan pakker man containerne bedst, og hvor meget skal der i, før det kan betale sig og sådan nogle ting. Den viden vil blive formidlet videre gennem en rapport til kommunerne, siger projektleder fra Kanukoka Zenica Gosvig Larsen.

Oprindeligt var håbet, at udskibningen af skrot ville kunne give et økonomisk overskud, men det har vist sig ikke at være realistisk med de nuværende skrotpriser.

- Med den pris der er på skrot i øjeblikket, når man sælger det i Danmark er det mere realistisk, at det kan dække transporten. Det vil sige, at den behandling af skrottet, som skal foretages i Grønland, det vil blive en udgift for kommunen, siger Zenica Gosvig Larsen.

Pilotprojektet løber frem til næste sommer og derfra er det op til kommunerne selv at gøre brug af den opsamlede viden.