To personer er skuddræbt foran synagoge i Tyskland

En anholdt efter skyderi i den tyske by Halle. To er fundet dræbt.
- Vi arbejder på højtryk og opfordrer folk til at blive indendørs, skrev det lokale politi på Twitter omkring klokken 13.20. Foto © : Robert Michael/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. oktober 2019 12:54

To personer er blevet dræbt efter et skyderi i den østtyske by Halle. En person er anholdt, oplyser politiet.

- Vores styrker har anholdt en person. Vi er stærkt til stede i og omkring Halle for at stabilisere området, skriver det lokale politi, Polizei Halle, på Twitter.

Politiet er massivt til stede i området og er på jagt efter flere gerningsmænd.

- Ifølge de foreløbige fund er to mennesker blevet dræbt i Halle. Der var flere skud. De formodede gerningsmænd er på flugt i et køretøj.

- Vi arbejder på højtryk og opfordrer folk til at blive indendørs, skrev det lokale politi på Twitter omkring klokken 13.20.

Ifølge tabloidavisen Bild er skyderiet foregået foran en synagoge i Halle. Avisen skriver, at der ud over skud er blevet kastet en håndgranat ind på en jødisk gravplads.

Deutsche Bahn skriver på Twitter, at banegården i Halle er afspærret.

Tyske Focus Magazine skriver ifølge Reuters, at der efter skyderiet i Halle er blevet affyret flere skud i den nærliggende by Landsberg. Det samme siger en talsmand til nyhedsbureauet dpa.

Den tyske varslingstjeneste Katwarn, der sender advarsler ud til mobiltelefoner, skrev ifølge dpa tidligere onsdag:

- Forlad ikke huse og lejligheder, hold dig fra vinduer og døre. Søg dækning og undgå glasoverflader.

Onsdag er den helligste dag i jødedommen, Yom Kippur, hvor man faster hele dagen.

Politiet bekræfter over for Der Spiegel, at de dræbte er en mand og en kvinde.