Permagreen Grønland A/S får ny ejer

Dansk bygge- og anlægsvirksomhed køber hovedparten af aktierne i entreprenørselskabet Permagreen Grønland A/S.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at Permagreen kører videre i den nuværende form, siger administrerende direktør Jeppe B. Steffensen (nummer to fra højre). Foto © : Permagreen
Skrevet af Mads Lynge, Anders Dall
07. maj 2021 09:53

Der er udskiftning i ejerkredsen hos entreprenørselskabet Permagreen Grønland.

Det sker, efter at hovedaktionær Preben Kold Larsen har solgt 70 procent af sine aktier til den danske bygge- og anlægsvirksomhed Per Aarsleff Holding A/S. 

Det oplyser Permagreen i en pressemeddelelse.

De sidste 30 procent af aktierne sidder Permagreens nuværende administrerende direktør, Jeppe B. Steffensen, og produktionsdirektør Jesper J. Petersen på.

LÆS OGSÅ Fast-track på arbejdskraft fra udlandet skal hjælpe byggebranchen

Aarsleff sidder altså ikke på det fulde ejerskab af Permagreen, fastslår Jeppe B. Steffensen.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at Permagreen kører videre i den nuværende form med lokal forankring i Grønland, og den nuværende ledelse fortsætter, siger han. 

Forventer større opgaver

Permagreen har hovedkontor i Nuuk og har afdelinger i både Sisimiut, Maniitsoq, Narsaq og Qaqortoq. Entreprenørselskabet har over 350 medarbejdere og står blandt andet for at bygge boliger, institutioner og fabrikker. Ejerskiftet er umiddelbart ikke noget, som kommer til at påvirke den daglige drift.

- Medarbejderne kommer som sådan ikke til at mærke nogen forandring, siger Jeppe. B. Steffensen og tilføjer:

- Det er selvfølgelig klart, at vi får en partner med nu, som vil kunne bidrage med viden og ekspertise inden for deres områder. Det betyder selvfølgelig, at vi måske har nogle andre døre, der åbner sig for Permagreen i forhold til fremtidige opgaver.

Og hvilke døre kunne det være?

- Det kunne være andre typer projekter. Større opgaver end det vi har i dag, siger Jeppe B. Steffensen.

Generationsskifte

Permagreen oplyser, at den nu tidligere hovedaktionær, Preben Kold Larsen, fortsætter i selskabet frem til juni næste år. Herefter overgår han i en stilling som konsulent.

- Årsagen til at Aarsleff kommer ind, det er, at vi sidder med en tidligere hovedaktionær, som er 65, og det er klart, at når man sidder med en aktionær, som kommer op i årene, så er det vigtigt, at vi får lavet et generationskift ejerskabsmæssigt, så virksomheden kan køre videre, siger Jeppe B. Steffensen.

Han henviser til, at ejerskiftet også skal ses i lyset af, at selskabet skal sikre sig opbakning fra banken og andre finansielle institutter, som selskabet har forpligtelser over for.

- Derfor er det nødvendigt, at der sker et generationsskifte på ejerskabet, når du har en aktionær der er oppe i alderen, siger han.

Det er de grønlandske konkurrencemyndigheder, der endeligt skal godkende overtagelsen.