Pengene er talt op

Meeqqat Inuunerissut har fået det endelige regnskab for Katersuiniarneq 2011. Det indsamlede beløb viser, at Grønland har doneret ialt 1.049.662 kroner.
Skrevet af Louise M. Kleemann
13. december 2011 08:08

Det indsamlede beløb er øremærket projektet Som ringe i vandet, der skal forebygge seksuelle overgreb mod børn.

Konkret skal de indsamlede midler bruges til containerkontoret Iluliaq samt uddannelse af børneambassadører.

- Iluliaq og børneambassadørerne skal hjælpe med at sprede budskabet om, at seksuelle overgreb mod børn er uacceptabelt og skal stoppes. Ved at bruge de penge, Grønland gav os, på børneambassadørerne og Iluliaq, kan vi give pengene tilbage til hele landet. Tak til alle, der har støttet os, så det kan lade sig gøre, udtaler formand for Meeqqat Inuunerissut, Line Frederiksen i en pressemeddelelse.

Projekt Som ringe i vandet starter op i løbet af 2012 og vil frem til 2015 besøge mindst 10 forskellige byer for at uddanne børneambassadører og afholde events, der sætter fokus på seksuelt misbrug af børn.